Forskning

Afhandlingens titel er ON THE VERGE OF A COASTAL CULTURE : Dynamic identities in the North Sea areas AD 400-700 expressed through gender, status and regionality. Den blev forsvaret i 2017.

Målet for afhandlingen var at undersøge analytiske spor efter en gryende kystkultur langs Nordsøens sydlige kyster. Den gryende kystkultur betegner udviklingen i århundrederne forud for vikingetidens havbårne kultur. Det er essentielt at forstå fremgang og tilbagegang i udviklingen i perioden 400-700 e.Kr. Det har jeg gjort ved at undersøge kystkulturens statiske dynamik gennem adskillige korrespondensanalyser, der understreger, hvordan specifikke kulturelle tiltrækningskræfter har været til stede i kystområdet i et meget langt tidsperspektiv.

Selv i dens begyndende faser bør en kystkultur indeholde klare maritime elementer som skibe, både eller joller, spor efter sejlads, fiskeri, jagt på større havpattedyr eller indsamling af muslinger samt klare spor efter havne, landingspladser og handel/udveksling. Nordsøens natur bevirker dog at de nævnte spor sjældent kan erkendes arkæologisk. Dermed har det været nødvendigt at anlægge en analytisk tilgang til at forske i sporene efter den mulige gryende kystkultur.

Den nye tilgang er blevet brugt til at fremhæve de mere subtile strukturer, der kan bruges til at undersøge og identificere en gryende kystkultur. Tilgangen forudsætter at de subtile, men væsentlige, identitetskarakteristika kan erkendes analytisk i periodens grave. Et datasæt med 3.369 grave fra det nuværende Danmark, Tyskland og Holland blev derfor undersøgt i forhold til det sociale køn, status og regionalitet. Dermed præsenterer min forskning en unik tilgang, hvis store datasæt gør det muligt at undersøge et stort område, der ikke tidligere er blevet sammenlignet på den måde. I det sydlige Nordsøområde er der mange materielle ligheder, men afhandlingen understreger tydeligt de regionale variationer i brugen og dermed betydningen af den materielle kultur. Samtidig udfordrer afhandlingen ideen om, at ensartede genstande altid har den samme betydning - uanset kontekst. Det samme gør sig gældende for de roller og identiteter, jeg mener at kunne er erkende i den materielle kultur. Denne forståelse er særdeles relevant for erkendelsen af den gryende kystkultur, der paradoksalt nok bedst beskrives som statisk-dynamisk med stor vægt på kontekst.

Ser vi på forholdet mellem kyst- og indlandsområderne deler disse mange træk, men der er også så mange forskelle og regionale særtræk imellem dem, at der sandsynligvis er tale om deciderede kyst- og indlandskulturer.

Kystkulturen skal dog ikke ses som én samlet kultur fra Limfjorden, langs Nordsøkysten via Vadehavet og helt ned til Schelde. Tværtimod skal kystkulturen nærmere forstås som et kulturelt kontinuum med parallelle samfundsudviklinger. Det kan beskrives som en perlerække af lokale kystkulturer, der deler nogle særtræk skabt af de kulturelle tiltrækningskræfter, som kystlandskabet indeholder. Kystlandskabet er den snor, der holder perlerne af forskellig størrelse og form samlet og skaber de kulturelle forudsætninger for en gryende kystkultur. Mens nogle perler har været stærke med lang levetid har andre været små og haft en kort levetid. Hvis en eller flere perler forsvinder, er snoren stadig altid til stede og tiltrækker nye perler med dens blotte karakter.

Kystområdet i yngre jernalder bør med rette tildeles mere forskning for at forstå de multifacetterede processer, der har ledt frem til den særdeles mobile og havbårne vikingetid. De kulturhistoriske forudsætninger, der ligger til grund for en gryende kystkultur, bliver afspejlet i gravene fra yngre jernalder.

Det formodes at gravene afspejler strukturen i bosættelserne, så en række bosættelser er blevet inddraget i forskningen, da de skaber den kulturhistoriske kontekst. Bosættelserne i de undersøgte dele af Nordsøkystområdet understreger, at visse aspekter som et øget fokus på kvægdrift har været fremherskende i meget lang tid. Den øgede kvægdrift er erkendt på terper som Tofting, Elisenhof, Wijnaldum og Ezinge. Dette adskiller sig fra indlandsområderne, der ikke har været så egnede til intensiv kvægdrift på grund af større beboelsestæthed og færre græsningsområder.

En anden forskel mellem kyst- og indlandsområderne er udviklingen mod øget handel i kystområdet erkendt på pladser som Dejbjerg, Dankirke, Flögeln-Eekhöltjen, Wijnaldum-Tjitsma og Amrum.

Tendensen til øget handel understreges af senere emporier som Ribe og Dorestad, der udelukkende findes i tilknytning til kystområdet. I et jernalderperspektiv er det problematiske "friser-begreb" en overbygning til den gryende kystkultur. Friserbegrebet er relevant til at forstå en succesfuld kystkultur frem for som et narrativ om en ensartet "frisisk" etnicitet gennem årtusinder.

Begrebet "kultur" bliver brugt kontinuerligt. Dette skal ikke forstås som en gentagelse af en traditionel kulturhistorisk tilgang. Kystkulturen som fænomen indeholder nemlig ikke signifikante genstande, der er ensbetydende med en kultur karakteriseret ved et fælles navn, etnicitet, sprog og blodsbeslægtelse. I stedet bruges kulturbegrebet i forhold til kystkulturen til at understrege tilstedeværelsen af regionale karakteristika og strategier samt forskellige signifikante identitetsudtryk. Begrebet kystkultur kunne have været erstattet af eksempelvis kystsamfund, men er blevet fastholdt for at understrege de vigtige kulturelle tiltrækningskræfter i kystområdet.

For at kunne arbejde med de analytiske spor efter en gryende kystkultur er der indsamlet et stort datasæt med 3.369 grave fordelt på fire danske, to tyske og tre hollandske kystgravpladser samt fire danske, tre tyske og fire hollandske indlandsgravpladser. Datasættet anses for at være tilstrækkeligt repræsentativt for alle områder, men der er stadig en række udfordringer forbundet med pladsernes repræsentative værdi. Fremadrettet vil det være nødvendigt at øge den repræsentative værdi på datasættet via en mere jævnbyrdig procentvis fordeling mellem kyst- og indlandsgravpladserne og antallet af erkendbare kvinde- og mandsgrave.

For indeværende repræsenterer datasættet det tilgængelige, men fragmenterede, materiale.

Dermed er der en række kildekritiske udfordringer forbundet med resultaterne, der primært skal opfattes som antydninger, der indikerer nye forskningsperspektiver og -muligheder.

Grave bliver brugt som det ideelle medie til at udtrykke identiteter, hvilket gør gravene til det oplagte sted at undersøge spor efter en gryende kystkultur. Hvis identitetsforskelle kan erkendes i gravmaterialet, virker det nemlig plausibelt, at de også har været væsentlige for det datidige samfund. Forskelle mellem kyst- og indlandsområderne består af små antydninger af både forskellige og ens måder at udtrykke identitet på. Det vil sige at ensartede genstande kan betragtes som næsten statiske over store områder. Dog ser de mange korrespondensanalyser ud til at indikere, at brugen og betydningen af genstandene har været mere dynamisk og afhængig af den kontekst, som genstandene befinder sig i. Genstandes statiske dynamik er dermed en særdeles væsentlig pointe at fremhæve.

Afhandlingen er inddelt i 10 kapitler. Det væsentligste resultat er at forskningen i sporene efter den gryende kystkultur kan bruges til at ruske op i den gængse forskning, når denne forfriskende kombination af et stort datasæt, identitetsteorier og multivariable analyser understreger, at ens genstande ikke nødvendigvis betyder det samme. Genstande er både statiske og dynamiske alt afhængig af deres kontekst.

Mulighederne for fremtidig forskning rettet mod sporene efter en begyndende kystkultur er uendelige og samtidig relevante, fordi det er muligt at kombinere et stort datasæt med teori og metode med hensyntagen til en kildekritisk tilgang. Resultaterne kan altså også være til gavn for den overordnede forskning i yngre jernalder i Europa, og mulighederne for fremtidig forskning er lovende med udgangspunkt i et mere strømlinet datasæt og en udvidet metodik, der indebærer netværksanalyser.